2020

13.12.2020 Primula i blomst. Selv om vi nu er midt i december, står disse søde Primula og blomstrer. Det er en gammel vinter-hårdfør sort.

04.10.2020 De lave Flittig-Hans planter lyser op i efterårs-haven med deres skrappe pink farve. De overlever kun indtil frosten kommer, hvis de ikke bliver taget ind.

25.09.2020 Denne flotte abrikosfarvede Dahlia har klaret sig udenfor siden sidste år. Knoldene tåler ellers ikke frost, men denne her overlevede alligevel. Og den er blevet en stor og krafig plante med mange blomster.

22.09.2020.
Sjove 2-farvede pelargonier. Selv om vi er midt på efteråret, er der stadig fuld gang i de flittige planter.

07.09.2020 En af havvens mange forskellige Cosmos/Stolt Kavaler. Bier og hvepse er glade for disse store blomster.

13.08.2020 En blå skærmlilje/Agapanthus. Det er høje flotte blomsterstande med blomsterhoveder på ca. 15 cm. i diameter.

06.08.2020 Engletrompet - Brugmansia. Her en abrikos-farvet variant med imponerende 20 cm. lange blomster.

05.08.20 Slangehoved er egentlig en vild plante, men den er køn med sine rosa og blå nuancer og så elsker bier og brumbasserne den.

05.08.2020 En lilla fjerblomst. En af sensommerens nemme blomster. Den bliver bare ved og ved indtil frosten kommer.

02.08.20 Den 1-årige Datura Methel blomstrer nu og er flot med sine store trompet-blomster i 2 etager.

Cremhvid/sart lysegul Tagetes "Snowdrift"
En 40-50 cm. høj skønhed med let frynsede kronblade.
Kan forspires inde i marts-april og udplantes, når frosten er overstået. Blomstrer hele sommeren til frosten kommer.

Blad-skud af blå-lilla husløg. Her ses de bitte små nye "børn" på enderne af bladene. Det tager tid, men er ret nemt.

Disse mini-asters har bolche-stribede rød-hvide kronblade. De bliver kun 15 - 20 cm. høje og er fine i krukker.

I baggrunden af staudebedet står disse sjove høje planter. Virginsk ærenspris bliver ca. 1,5 - 1,80 m. høje.

Scabiosa - Enkeblomst. Fås i flere farver. Jeg dyrker kun de hvide. De står så smukt på deres 70-90 cm. høje spinkle stængler og vejer i vinden. Og sommerfuglene elsker dem!
Frøene sås direkte på voksestedet maj - juni eller inde marts - april, og udplantes på voksestedet fra maj.
Blomstrer fra juli og til frosten sætter ind.

05.07.20 Datura Methel i blomst for første gang. Den står i udestuen. Vejret er lidt for blæsende og regnfuldt i disse dage til at den skal stå ude.

30.06.30 Blå Ensian - en indkøbt lille staude med en skøn, blå farve. Den skal plantes ud i haven i løbet af sommeren.

30.06.20 En krukke med sommerblomster købt på planteskolen. De høje hedder Angelonia. Her plantet sammen med nyresnerle "Silver Falls"

27.06.20 En af havens store buske. Et gammelt eksemplar af Deutzia - Stjernetop. Den er super flot når den blomstrer.

30.05.20 Disse dejlige spanske marguritter har overvintret i potten fra sidste år. Det er aldrig lykkedes for mig før. Men det må nok skyldes den usædvanlig milde vinter.

21.05.20 Når havens øvrige tulipaner er færdige, kommer disse flotte, sent-blomstrende mørk-pink tulipaner og lyser op i haven.

11.04.20 Primula i fuldt flor.
Denne her er en gammel, sund sort, som får lidt høje blomsterstængler.

09.04.20 Det lille kirsebærtræ foran døren blomstrer trofast år efter år, trods de trange kår i krukken.

21.03.20 De blå hyacinter lyser op i bedet. De er blevet lidt flere i år. Så det lader til at de trives.